Hvad er forskellen på mareridt og natteangst?
Et mareridt er en uhyggelig drøm, der oftest kommer i den sidste del af natten. Barnet vågner, er bange og har svært ved at falde i søvn igen, men det er vågent og kan huske drømmen.
Natteangst, som også kaldes søvnrædsel, kommer typisk en til to timer efter, at barnet er faldet i søvn. Barnet skriger, sidder måske op og ser bange ud, men det er ikke rigtig vågent. Det varer ofte 10 til 20 minutter, og næste morgen husker barnet det som regel ikke.
Hvor almindeligt er det?
Mareridt er meget almindelige. Mellem 10 og 50 procent af børn på tre til fem år har så svære mareridt, at det forstyrrer søvnen, og de er hyppigst, når barnet er mellem seks og ti år.
Natteangst rammer mellem 1 og 6,5 procent af børn mellem et og tolv år. Det løber ofte i familien og holder typisk op senest i puberteten.
Hvorfor får børn mareridt?
Mareridt kan hænge sammen med noget, der fylder i barnets liv, fx en ny skole, uro i familien, noget uhyggeligt fra en skærm eller en oplevelse, der har sat sig. For lidt søvn kan også give flere mareridt.
Natteangst hænger ikke sammen med bekymringer på samme måde. Den skyldes, at barnet delvis vågner fra den dybe søvn, og den kan udløses af for lidt eller uregelmæssig søvn.
Sådan kan du hjælpe om natten
Efter et mareridt har dit barn brug for, at du er rolig. Sid lidt hos dit barn, sig, at det var en drøm, og hjælp det til at falde til ro i sin egen seng. Tal om drømmen næste dag, når det er lyst, hvis dit barn har lyst.
Ved natteangst skal du ikke prøve at vække dit barn. Bliv i nærheden, og sørg for, at det ikke kan slå sig. Kommer natteangsten ofte på samme tid, kan du prøve at vække dit barn et kvarters tid til en halv time før, i to til fire uger.
Hvornår fylder mareridtene for meget?
De fleste børn vokser fra både mareridt og natteangst. Det fylder for meget, når mareridtene kommer de fleste nætter, når dit barn bliver bange for at gå i seng, eller når de begynder efter en voldsom oplevelse og bliver ved.
Så kan det være en hjælp at få støtte udefra, fx gennem kommunens PPR eller en psykolog eller psykoterapeut, der arbejder med børn og familier.